Book online
26 28 51 08

Forskellen på biltyperne

Elbil

En elbil har ikke en normal forbrændingsmotor som en benzin eller dieselbil, hvilket gør den meget støjsvag. Ofte hører man kun dæk- og vindstøj. En elbil kører i stedet for på 100 % elektricitet, som man lader op på bilens genopladelige batteri, ligesom du kender det fra f.eks. en mobiltelefon eller tablet. Opladningen foregår typisk via en opsat ladeboks/ladestander, man kan købe og få monteret hjemme i sin egen indkørsel eller rundt om i landet på de efterhånden mange ladestationer, der findes.

En elbil udleder ingen direkte CO2, når den kører og er derfor lokalt, hvor den er meget grøn. En elbils samlede CO2-udledning er dog bl.a. afhængig af, om den strøm, der lades på bilen, er fra grønne energikilder som vindmøller og solenergi eller om den kommer fra f.eks. kulkraftværker.

De nyeste elbiler på markedet har en længere rækkevidde end de første modeller havde. I dag er det meget normalt med rækkevidder på +400 km på én opladning.

Elbiler er dog meget følsomme over for vind og vejr. F.eks. vil en fuldt opladet elbil køre kortere på en kold blæsende vinterdag, end den vil på en lun sommerdag.

Hybridbil

En hybridbil kører både på el og normalt brændstof (benzin eller diesel). Til forskel fra en elbil, kan hybridbilen ikke lades op via en ladestander, men den lader derimod sig selv op, når forbrændingsmotoren startes samt ved den friktion, der opstår, når du bremser. Herved opsamles energien på bilens batteri.

Hybridbilen kan typisk kun køre ganske få kilometer på ren el, hvorefter den automatisk slår over til at benytte den konventionelle brændstofmotor og dermed køre på benzin eller diesel. Den korte rækkevidde på el gør, at en hybridbil egner sig bedst til bykørsel, da den ved høje hastigheder som på f.eks. motorvej vil køre på brændstof i stedet for el.

Plug-in-hybridbil

Plug-in hybridbilen fungerer principielt som hybridbilen, da den både kører på el og konventionelt brændstof som benzin og diesel. Den væsentligste forskel på de to er, at du også selv kan oplade en plug-in-hybrid fra en ladestation eller derhjemme. Derudover oplades en plug-in-hybrid også, når brændstofmotoren startes, samt når du bremser ligesom ved en almindelig hybrid-bil.

Da du selv kan oplade en plug-in-hybrid, har den også et større batteri end en almindelig hybrid, hvilket gør, at den har en længere rækkevidde på ren el, når batteriet er ladet helt op og typisk vil kunne køre 15-60 km på el. Plug-in-hybriden er derfor god til kørsel på både motorvej, landevej og i byen, og den vil som udgangspunkt give en bedre brændstoføkonomi end hybridbilen, da den kan køre længere tid på ren el.

Vær dog opmærksom på, at en plug-in-hybrid typisk er tungere, da den har et større batteri og også både forbrændings- og elmotor.

Mild hybridbil

En mild hybridbil har en lille elektrisk motor og et meget lille batteri og kan derfor ikke køre på strøm alene. Den drives i stedet af en benzin- eller dieselmotor og vil derfor også føles og opleves som en ganske normal benzin- eller dieselbil, når du kører den.

Det lille batteri i bilen bruges primært til at starte bilen, assistere motoren og levere strøm til bilens elektriske systemer. Det kan ikke lades manuelt op via en ladestander, men oplades i stedet via en lille generator, som opsamler bilens bremseenergi.

Da batteriet i en mild hybrid ikke har kapacitet til at sikre fremdrift af bilen, er der derfor ikke tale om el-kørsel, men udelukkende brændstof- og CO2-reducerende kørsel i forhold til en konventionel brændstofbil.